Tyrkisk gözleme

Hindbærkage med brownie/kokos bund

kage5

Forleden dag havde min søde veninde 21-års fødselsdag og jeg havde i dagens anledning fået æren af at bage en kage til hende. Jeg vidste med det samme at jeg ville prøve at eksperimentere lidt, da jeg aldrig lader en chance for at lave en smuk kage, gå ti spilde. Jeg havde valgt at lave en browniebund med hindbærmousse på toppen. Problemet var bare at min idé var forfærdelig og kagen faldt sammen 1 time inden min veninde kom, og så stod jeg med en kage der var fuldstændig ødelagt og mit humør i bund.
Jeg måtte tænke hurtigt, så jeg valgte at beholde browniebunden og bruge opskriften til hindbærgeléen jeg lavede til denne lækre tærte for et stykke tid siden. Det var en kæmpe succes og faktisk en meget bedre idé end min første.

Browniebunden indeholder kokosmel for at give det et ekstra bid, hvilket spiller super godt med den lidt syrlige hindbærgele og søde kagebund. Jeg pyntede kagen med lyserøde hjemmelavede marengskys – opskriften kan findes her.

Opskriften giver en kage til ca. 10 personer. Jeg brugte en springform på 22 cm i diameteren.

kage4

Browniebund:

  • 140 g mel
  • 1 tsk natron
  • 1/4 tsk bagepulver
  • 1/4 tsk salt
  • 150 g sukker
  • 55 g kakaopulver
  • 2 æg
  • 100 g smeltet smør
  • 2 dl kernemælk
  • 1 tsk vaniljeessens
  • 20 g kokosmel

 

Hindbærgele:

  • 210 g frosne hindbær
  • 300 g sukker
  • 75 g maizena
  • 1 nip salt
  • 200 ml mælk
  • 320 ml vand
  • 2 tsk vaniljeessens

 

Start med brownie bunden.
Tænd ovnen på 180 grader (varmluft).

Bland mel, natron, salt, bagepulver, kakaopulver, sukker og kokosmel i en skål.
Tilsæt æggene samt det smeltede smør og rør rundt.
Tilsæt nu mælken og vaniljeessensen – rør det hele godt sammen.

Hæld kagedejen i en smurt springform og bag kagen i 20 -30 minutter – tjek med en grillpind.

Lad kagen køle på en rist – kagen skal være helt kold før du går igang med hindbærgeleen.

kage2

Når kagen er helt afkølet skæres toppen af så du har en helt flad bund.

Lig chokoladekagen tilbage i springformen, eller i en justerbar springform. Lig plastfolie ned så den dækker en smule af chokoladebunden og ca. 4 cm op over. Det er her hindbærgeleen skal ligge. Plastfolien er vigtig for at få en knivskarp kant.

Hindbærgeleen:
Det er nu tid til at lave hindbærcremen.
Varm de frosne hindbær op i en gryde indtil de er ’smeltet’ og mos dem godt med en gaffel – sæt på køl.
I en pande piskes sukker, salt, maizena, mælk, vanilje og vand sammen ved medium varme. Pisk indtil at cremen begynder at blive tyk.
Fjern cremen fra varmen og tilsæt hindbærpureen. Hvis du ikke er tilfreds med farven kan du eventuelt tilsætte lidt pink/rød frugtfarve.

Hæld hindbærgeleen op i springformen oven på browniebunden. Stil kagen på køl i mindst 2 timer, eller indtil geleen er stivnet.
Når det er tid til at pynte kagen fjernes springformen og plastfolien fjernes. Vær forsigtig med plastfolien, kagen kan ødelægges hvis man er for hurtig. Kagen er nu klar til at blive pyntet.

Kagen opbevares tildækket på køl, den kan holde op til 3 dage i køleskabet.

kage 1

Velbekomme 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tyrkisk gözleme