Blåbærkage med browniebund

Krydrede kødboller i indisk sauce

butter1

Da jeg var på Roskilde i år besluttede jeg mig for at prøve at smage butter chicken for første gang. Efter at have stået i kø, i hvad føles som 100 år, får jeg afvide at de ikke har mere kylling tilbage… De sagde at jeg kunne få det med kødboller istedet, og når jeg nu var så sulten så gik jeg med på den. Thank God I did! Det smagte helt fantastisk. Jeg blev forelsket i sovsen som der bruges til at lave butter chicken, det er virkelig den dejligste smag. Jeg var ikke fan af kødbollerne da jeg synes de var kedelige, så jeg har valgt at lave mine egne kødboller og prøvet mig lidt frem med diverse ingredienser i butter chicken. Jeg må indrømme at resultatet blev pisse godt! Maden tager ikke forfærdelig lang tid at lave, men det smager som noget du har brugt flere dage på.
Jeg serverede det med bulgur og spidskål, men jeg ved at de fleste enten spiser ris eller naan brød til, men det må vel være efter smag og behag.

Ps. Jeg har ikke puttet så meget chili i, men hvis man er til lidt stærkere mad så tilsæt endelig lidt mere – det gør jeg i hvert fald næste gang!

Opskriften giver ca. 20 kødboller

Kødbollerne:

  • 450g hakket oksekød
  • 1 løg
  • 1/2 dl hakket persille
  • 1,5 tsk paprika
  • 1,5 tsk salt
  • 1/4 tsk peber

Saucen:

  • 1 spsk olie
  • 1 spsk smør
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 ds hakkede tomater
  • 1 tsk chiliflager
  • 1,5 tsk ingefær paste
  • 1 tsk korianderpulver
  • 1,5 tsk stødt spidskommen
  • 1/2 tsk cayennepeber
  • 1 tsk paprika
  • 1 tsk salt
  • 1/2 tsk garam masala
  • 1 dl creme fine (eller alm fløde)
  • 1 dl vand

 

Kødbollerne:

Hakkekødet puttes ned i en skål og der tilsættes salt, paprika, peber og hakket persille. Riv løget på den grove side af rivejernet og tilsæt også det. Rør farsen godt rundt og form små kødboller på en bageplade beklædt med bagepapir.
Bag kødbollerne i 15-20 minutter ved 180 grader (varmluft).

Saucen:

Mens kødbollerne er i ovnen begyndes der på saucen.
Smelt smør og olie på en pande.
Hak løget og hvidløget i fine stykker og lad det stege i smørret i 5 minutter indtil løgene er bløde.
Tilsæt nu hakkede tomater, vand og alle krydderierne (undtagen garam masala).
Lad det simre ved middel varme i 5 minutters tid.
Fjern saucen fra varme og hæld den i en blender.
Blend indtil saucen er helt cremet og der ingen klumper er.

Hæld saucen tilbage i panden og skru op på middel varme.
Tilsæt creme fine og garam masala og lad det simre i 5 minutter.

Put nu kødbollerne ned i sovsen og rør rundt.

butter2

Server retten rygende varm med lækkert tilbehør.

Velbekomme 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blåbærkage med browniebund